Om Nexø Frikirke / Samværsregler

Samværsregler

I Nexø Frikirke lægger vi vægt på at kunne omgås hinanden på en fornuftig måde. Ikke mindst er det vigtigt, at vi har fokus på, hvordan vi omgås og tackler situationer omkring de mange børn og unge, der færdes i kirken.
 
Samværsregler
Nexø Frikirkes børne- og ungdomsarbejde

Disse samværsregler skal betragtes som vejledende for, hvad der er god tone med hensyn til samvær ved børne- og ungdomsarrangementer, arrangeret af Nexø Frikirke.

Formålet med samværsreglerne er at forebygge fysiske, psykiske og seksuelle overgreb mod børn og unge under 18 år samt beskytte medarbejdere mod at blive misforstået, mistænkeliggjort og udsat for falske anklager. Herudover er samværsreglerne handlingsanvisende, hvis der opnås kendskab til overgreb eller mistrivsel såvel indenfor foreningen som udenfor.

Reglerne giver nogle korte og klare retningslinjer for, hvad der forventes af ledere og medarbejdere ved arrangementer. Vi ønsker ikke at besværliggøre lederrollen eller gøre arrangementer anstrengende, men blot skabe gode rammer for deltagerne såvel som for lederne.

______________________________________________


Overgreb på børn og unge kan finde sted mellem medarbejder og barn, mellem barnet og relationer dette har udenfor foreningen eller imellem børn. Fælles for alle former af overgreb er, at individuelle grænser hos den/de krænkede overskrides. Der kan være tale om tre typer overgreb:

- Fysiske overgreb i form af slag, spark, rusk, kvælningsforsøg, fastholdelse og lignende. Eksempelvis hvis en frivillig fastholder et uroligt barn ved at sætte sig oven på det.

- Psykiske overgreb såsom indespærring, isolation, trusler, verbale angreb, ignorering og nedværdigende behandling. Eksempelvis når et barn udstilles på en negativ måde foran de øvrige børn og voksne.

- Seksuelle overgreb ved fysisk kontakt, psykisk eller verbal krænkelse. Eksempelvis hvis en frivillig kommenterer en piges kvindelige former i et krænkende sprog.

Ved antagelse eller viden om fysisk, psykisk eller seksuelt overgreb har medarbejderen underretningspligt i henhold til Serviceloven. I sådanne tilfælde skal medarbejderen kontakte nærmeste leder, som vil stå for underretningen i samarbejde med medarbejderen. Denne procedure skal sikre at en medarbejder ikke står alene med det psykiske pres som viden af så alvorlig karakter kan medføre.

Ved antagelse eller viden om mistrivsel, som ikke indebærer overgreb, skal medarbejderen kontakte nærmeste leder. I sådanne tilfælde anser vi det som vores ansvar at underrette forældrene til det pågældende barn/den unge. Dette kunne være viden om cutting, mobning, selvmordstanker og spisevægring.

I samværet opbygges ofte nære relationer, som følges med fysisk kontakt mellem medarbejdere og børn, teenagere og unge. Her er det medarbejderens opgave at være opmærksom på individuelle grænser og vælge aktiviteter, som tager hensyn til behovet for intimsfære og højere grad af blufærdighed. Et knus kan eksempelvis opfattes forskelligt af medarbejderen og barnet, og ironi, sarkasme eller indforståede bemærkninger kan blive opfattet som mobning

Ethvert arrangement må have en ansvarlig leder, som deltagerne altid ved, hvem er, og som de kan henvende sig til. Det er også vigtigt, at forældre er orienteret om hvem, der er leder. Arrangementet må forløbe i en pæn og ordentlig tone. Fra leder og medarbejderside vil det sige uden råben, uden brug af bandeord, uden brug af nedsættende snak hverken om tilstedeværende eller ikke tilstedeværende personer.

Enhver samtale, påtale eller nødvendig tilrettevisning må ske på en ordentlig måde med respekt for den enkelte person. Medarbejdere ved Nexø Frikirkes arrangementer skal altid være rollemodeller for en ordentlig omgangstone, så derfor gælder ovenstående i høj grad også medarbejdere indbyrdes.

Rådgivning og forbøn bør foregå således, at drenge rådgives af mandlige ledere og piger af kvindelige. Det tilrådes at der ved alle arrangementer er et rimeligt forhold mellem piger/drenge og kvindelige/mandlige medarbejdere, således at tilrettevisning og hjælp til børn og unge kan gives af en leder af samme køn.

Det tilrådes, at mandlige henholdsvis kvindelige ledere ikke er alene med børn i et lokale, der er aflukket for adgang af andre. Lad døre stå åbne og helst begge køn af ledere til stede. Ingen må udsættes for hverken fysisk eller psykisk pres af nogen art, hvis der er noget, som barnet/den unge ikke selv ønsker at deltage i.
At presse børn og unge til at udføre en handling, praktisk eller åndeligt må ikke finde sted. Vær meget opmærksom på gruppepres og mobning og hjælp med at dette ikke foregå.

Skal I ud at køre i forbindelse med arrangementet, skal du som ansvarlig leder sikre dig, at alle der kører, er i besiddelse af kørekort samt at der køres forsvarligt, at regler overholdes (ikke kun hastighedsbegrænsninger) men også at biler ikke overfyldes. Der skal altid være en sikkerhedssele, som benyttes til alle passagerer i bilen.

Alle ledere/medarbejdere der arbejder med børn under 15 år skal også være villige til at underskrive en erklæring der giver Nexø Frikirke fuldmagt til at indhente en børneattest, eller selv kunne fremvise en. Det drejer sig om straffelovens kapitel 24. Personer, der ikke kan fremvise en ren børneattest, kan ikke være leder/medarbejder i Nexø Frikirkes børne- og ungdomsarbejde.

På lejre og dermed tænkes på arrangementer, hvor der forekommer overnatning, er der specielle forhold for ledere/medarbejdere at tage vare på udover de almindelige og før nævnte. Der skal altid være et passende antal medarbejdere af begge køn. Deltagerne uanset alder bør altid sove i kønsopdelte lokaler. Hjælp til toiletbesøg og personlig hygiejne foretages også af ledere af samme køn som barnet. Husk altid at orientere forældre om, hvem der er leder af lejren/arrangementet, og hvordan de kan få fat i vedkommende.

Vedtaget af ledergruppen i Nexø Frikirke
 
 
 
Hent vores samværsregler som PDF her
Nexø Frikirke | Købmagergade 27C, 3730 Nexø  | Tlf.: 56 44 20 94 | nexofrikirke@gmail.com